Uanset hvilken type video du bruger og hvad dit formål er, så gælder der nogle generelle råd for hvordan du laver en god video.

2 – 5 min

En god video må ikke vare længere end 5 min. Tænk på dine elevers korttidshukommelse og den mængde af information du leverer i en video. Hold dig til 2 – 5 min.

 

Lyd og billede

Du kan forbedre lyden betragteligt ved, at bruge en separat mikrofon når du optager en video. Det kan være en mikrofon i headsettet til en telefon.

Filmer du dig selv så sørg for gode lysforhold, det kan næsten ikke blive for lyst. Brug evt. ekstra lamper, som arbejds- eller stuelamper.

Lyd og billed virker som småting, men det er store irritationsmomenter for eleverne – som i sidste ende kan ødelægge formålet med hjemmearbejdet.

 

Tryghed

Sørg for at eleverne kan genkende dig på videoen, vær dig selv og tal som du ville “ansigt til ansigt” med eleven. Hvis du laver en skærmoptagelse så er det godt at optage dig selv med webcam, så eleverne kan se dit ansigt når du taler på videoen.

Når Flipped Classroom bliver en fast del af din undervisning, så brug den samme opbygning i alle dine videoer.

1. Formål (Læringsmål)
2. Gennemgang af indhold
3. Opsamling
(4. Evt. kan du fortælle lidt om hvad der skal ske i timen)

 

Interaktion

Hjemmearbejde må ikke blive envejskommunikation, derfor skal eleverne interagere med videoen. Det kan enten være med et spørgeskema eller ved at stille spørgsmål i videoen.

Du kan også udelade informationer eller skabe forundring og på den måde aktivere elevens tanker.

 

Husk!

En video skal også underholde! Du skal ikke fylde dine videoer med jokes og ligegyldige indslag, men tænk på at levere dit budskab på en fangende måde som motiverer eleverne.

Med undervisningsvideoer kan du gøre dine forklaringer og oplæg mere visuelle med animationer og markeringer. Men pas på det ikke bliver for meget, så det forstyrer eleverne mens de ser videoen.

 

Musen

Du kan bruge musen som et markeringsværktøj, hvis du vil fremhæve noget tekst eller en illustration. Det er let at fremhæve ting i din video, som fx vigtige begreber, ved at bevæge musen rundt om begrebet i en præsentations-video.

Men pas på du ikke bevæger musen for meget – eller hele tiden. Som du så i slutningen af videoen ovenfor, så forstyrer meget bevægelse på skærmen, det som bliver forklaret.

Tænk på, at det kan være en fordel kun, at have bevægelse når du ikke snakker i din video.

 

Animationer

Det er godt at forklare ting med mere end bare ord, men vær forsigtig med for mange eller komplicerede illustrationer. Skal eleverne både koncentrere sig om det du fortæller og forstå en animation samtidig, så vil de automatisk flytte fokus til en af delene.

De animationer du bruger skal være simple og holde sig til det du forklarer. Illustrationen kan sagtens supplere en forklaring ved at vise noget ekstra eller en anden måde at forstå emnet, men så skal illustrationen stå alene – altså uden tale.